Fayambra

En rejse i livets forunderlighed
set med Ulfrik Urtekogers øjne

Kulden er værre end nogensinde før. Der går ikke en dag hvor jeg fryser og synet af de sneklædte klipper og træer skaber en tom følelse af, at stå i en gold og trist intethed. Kun flammerne fra bålet og den varme mad, holder mit håb oppe.

Dette sted påvirker mig på en måde jeg ikke har oplevet før og jeg har set ting, som jeg ikke i min vildeste fantasi, ville tror var muligt. Uhyggelige, sære lyde fremskabt af troldskab, tankeløse folk der angreb uden frygt for dem selv og store, sorte fugle som var højere end en hest. Dette sted er på en gang mageløst og skræmmende. Jeg er på en gang bange, men også nysgerrig. Fascineret, men også skræmt.

I dag reddede jeg en døende mands liv. Mine tanker siger jeg gjorde det rigtige, men mit hjerte er i tvivl. Staklen sidder og stirrer med et tomt blik ind i bålet og hvis jeg ikke tog mig af ham, så ville han helt sikkert blive opslugt af kulden og mørket. Orhm siger at det var mandens skæbne og det valg han gjorde for sig selv. Men det tror jeg ikke på. Her er ensomhed og kulde nok. Vi fortjener alle håbet og varmen og lyset fra bålet.

I dag begyndte Thion at se lyset og livets vej igen. Jeg ved at jeg har bragt Ohrm i en besværlig position, men i min verden kommer liv før og ære og det må jeg stå ved, selv om jeg frygter han en dag vil slå mig ihjel for det synspunkt. Måske vil han også indse fornuften i min tankegang en dag. Den ed han har svoret, æder ham op indefra. Jeg kan se det på ham. Hans altid tunge åndrag og gennemborende blik viser den byrde han bærer og den kan jeg ikke hjælpe ham med at bære.

I dag var en god dag for Thion. Han kæmpede for Ywaine og fik noget af livsgejsten tilbage. Orhm har dog fået det sværere. Hans ed fik ham til at miste fornuften i dag, hvilket resulterede i, at han dræbte en ubevæbnet fjende, selv om denne bad for sit liv. Jeg prøvede at tale til hans fornuft, men til ingen nytte. Jeg provokerede ham bevidst og sagde at det var et æresløst drab, men har senere fortrudt. Jeg gjorde kun ondt værre. Stakkels mand. Tænk at være bundet af en anden mands ord. Ingen fortjener den skæbne. Alle burde have retten til at bestemme over deres eget liv!

Molmaar imponerede mig i dag. Han dræbte en bjergged som vi spiste med stort velbehag. Det var lige den opmuntring vi trængte til. Han lærte mig også nogle vigtige forholdsregler i forhold til det at gå på jagt. Han er en sær fyr. Han skærer sadlerne af fuglene af en eller ukendt grund. Jeg må dog indrømme, at jeg er betaget af den måde han kæmper med sit spyd og det virker også som, at han har mere styr sit temperament og følelser. Især i forhold til Ohrm. Umiddelbart er det svært for mig, at blive ven med Molmaar. Jeg tror at han ser Ohrm og jeg som nogle sære mennesker, men i virkeligheden er det ham der er den sære, men det turde jeg aldrig sige til ham. En eller anden dag skal vi nok finde fælles grund, men det kræver nok, at vi begge indgår et kompromis på vores egen opfattelse af verdenen. Indtil da er vi rejsekammerater der hjælpes ad.

Jeg har tænkt mere over Molmaars og mit forhold og jeg er kommet frem til en interessant iagttalelse som mildest talt irriterer mig, nemlig at jeg ser op til ham. Hvordan kan det være, at hans accept af mig og mine gerninger, pludselig betyder noget? Han er jo, som Ohrm ville sige det, kun en skrælling. Måske er det Molmaars personlige og dybe indre ro? Eller måske at jeg føler, at ser ned på mig og mine evner? Uanset hvad, så vil jeg bevise overfor ham, at jeg er ham værdig. Det bliver noget af en udfordring, men jeg vil gøre et bravt forsøg. Irriterende..

Kulden er dræner mig for alle mine kræfter, men det er ikke kulden i dette gudsforladte sted, som æder mig op, men kulden fra mine rejsefæller. Efter Torgrinn var blevet fanget og ført til den store teltby med den sære træpyramide i midten, har gjort et i hærdigt forsøg på, at finde en måde, at få ham ud. Måske er han allerede død, men ingen tør sige det højt.

Jeg har aldrig været så ensom i mit liv. De andre håner mig, taler om mig som en grådig tyv der ville slå folk ihjel for et par sølle, ligegyldige mønter. De vil slet ikke lytte til mig eller mine ideer og Orhm har tydeligvis et personligt had til mig. Det eneste han siger til mig er, at jeg skal holde min kæft og han ikke kan stole på mig. Der er ingen der nævner, at jeg har gået i kamp uden, at kunne kæmpe, for at forsvare mine rejsefæller. Der er ingen der tænker over, at jeg bruger mine sparsomme og dyre brygge og helende salver til, at helbrede deres sår og stoppe deres blødninger, uden så meget som at forvente et tak. Men jeg har en ven. Den store sorte fugl. Jeg har kaldt den Blackie; et åndsvagt, piget navn, men kulden og de store anstrengelser det kræver at overleve her gør, at det er det bedste min hjerne kan yde. Åndsvagt navn, men en god ven, på sin egen måde. Jeg hardelt mine rationer med fuglen og er selv ret sulten. Til gengæld har den accepteret at jeg sover op ad den og vi holder begge varmen på den måde, selv om kulden og sneen gør sit bedste for at fryse os ihjel. Hvor er det patetisk, at en dum fugl er min eneste ven..

Profetien vi hørte fra den blinde kælling sagde noget om tusind sorte slanger, som vil bringe Fayambra i fare. Hvis det er det sortklædte folk hun henviser til, så må vi mønstre alle lensherrer i lavlandet. Men hvorfor skulle de tro på nogle forvirrede og usle rejsende som os? Vi må have beviser! Jeg har samlet både udstyr og penge fra de sorte folk, men Blackie bliver det vigtigste bevis. En fremmedartet fugl, som aldrig er set før og som bruges som en hest. Det må da kunne overbevise lensherrerne om, at et fremmed folk er på vej og så vil de lytte til os..

Molmaar havde en plan til at komme ind i byen. Han ville have at vi tre mand høj, skulle overfalde fem ryttere, tage deres tøj og ride ind i byen. De andre ville ikke lytte til min advarsler og Orhm og Molmaar gik til angreb. Planen var katastrofal fra starten af og ganske som forudset, gik det galt. Molmaar var endda ved at dø, men jeg hjalp ham selvfølgelig. Uden et tak selvfølgelig. Det irriterer de andre at jeg havde ret omkring den dumme plan, men de vil ikke tale om det. De ignorer bare deres fejl og vil ikke lære af den. Det næste de har planlagt er, at starte en ild i byen som distraktion og så finde Torgrinn i forvirringen. Tåbeligt. Vi kommer alle til at dø..

I dag ramte den største sorg mig nogen sinde. Jeg er selv overrasket over, at det ramte mig så hårdt, men jeg tror at det er al den elendighed jeg omgives af, der forværrede det hele. Vi har i et par dage overvåget byen og jeg har givet vores lille gruppe alle de forsyninger jeg har, samt passet Blackie og en af hans artsfæller. Alle mine madressourcer er brugt, så nu skal rykke mod byen. Det var det jeg troede planen var, men de andre lader mig ikke tale og holder mig udenfor. Da jeg fortalte om vores madsituation, fik Orhm pludselig den ide, at vi skulle dræbe en af de sorte fugle. Jeg tænkte at der måtte være andre løsninger, men har var som altid stædig og uovervejet. Jeg vidste ikke at min næste handling, kunne få så alvorlige konsekvenser. Jeg stilte mig op imod ham og sagde at han ikke må slå Blackie ihjel..

Orhm er et koldblodigt, egoistisk svin. Selv om jeg kæmpede mod ham, stoppede det ham ikke og med Cynwrigs hjælp, dræbte de Blackie i koldt blod. Og de kunne endda lide det. Ingen af mine ord hørte de, ikke engang min bøn. Det var vigtig, mente Orhm, at det netop var Blackie der døde, så jeg ikke ville slippe den fri og afsløre vores position. Hvordan kunne den snævertsynede horesøn af en ussel bonde tro det?! Han tænker kun på sig selv og sine egne behov. Han har ikke et gram af hverken samvittighed, medmenneskelighed eller barmhjertighed i sig. Hans hjerte er så koldt og goldt som landskabet omkring os. Molmaar skuffede mig også i unævnelig grad. Hver gang vi er stødt på fuglene, havde han fjernet deres sadler, fordi dyr skulle være fri. Og nu skulle Blackie bare dø, fordi Orhm sagde det. Hvorfor var det ikke den anden fugl som skulle slagtes? Hvorfor skulle det være min? Min eneste ven?

Jeg tynges af sorg i en grad jeg aldrig har følt før. Jeg har givet de andre så meget. Jeg har delt alt hvad jeg ejede og jeg har hjulpet dem i tykt og tyndt og dette er min belønning. Udelukkelse, hån, latterliggørelse, svigt, respektløshed og nu at dræbe det eneste jeg har kært i disse frosne bjerge? Jeg har været et fjols at stole på dem. De fortjener hverken min hjælp eller min respekt. De har ikke engang prøvet at gøre sig fortjent til den..

Og her sidder jeg så tilbage. Fanget i et frossent helvede, hundrede af mil hjemmefra. Min drøm om eventyr og nye spændende opdagelser, anderkendelse som en dygtig helbreder og urtekoger, var kun en drøm. Virkeligheden er grumsom og ond. Dem jeg troede var min venner har svigtet mig og det eneste der gjorde, at jeg kunne holde alt dette ud, er nu også blevet taget fra mig..

View
Welcome to your campaign!
A blog for your campaign

Wondering how to get started? Here are a few tips:

1. Invite your players

Invite them with either their email address or their Obsidian Portal username.

2. Edit your home page

Make a few changes to the home page and give people an idea of what your campaign is about. That will let people know you’re serious and not just playing with the system.

3. Choose a theme

If you want to set a specific mood for your campaign, we have several backgrounds to choose from. Accentuate it by creating a top banner image.

4. Create some NPCs

Characters form the core of every campaign, so take a few minutes to list out the major NPCs in your campaign.

A quick tip: The “+” icon in the top right of every section is how to add a new item, whether it’s a new character or adventure log post, or anything else.

5. Write your first Adventure Log post

The adventure log is where you list the sessions and adventures your party has been on, but for now, we suggest doing a very light “story so far” post. Just give a brief overview of what the party has done up to this point. After each future session, create a new post detailing that night’s adventures.

One final tip: Don’t stress about making your Obsidian Portal campaign look perfect. Instead, just make it work for you and your group. If everyone is having fun, then you’re using Obsidian Portal exactly as it was designed, even if your adventure log isn’t always up to date or your characters don’t all have portrait pictures.

That’s it! The rest is up to your and your players.

View

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.